Hjem Op

Det gode samfunds filosof

Ib Ravn

Fritænkeren og forfatteren Poul Bjerre døde lige før årsskiftet.
Hans kærlighedsfilosofi og utopiske humanisme provokerer stadig.
Industrikulturens småtskårne lighedsmageri og pseudodemokrati skal erstattes af en målbevidst stræben mod det gode liv i det gode samfund.

Trykt som kronik i Politiken 6. marts 1998

Poul Bjerres navn er for de fleste forbundet med landsbyen Krejbjerg nord for Skive, hvor han i 1970'erne talte for at oprette et moderne andelssamfund. På Buksagergård i udkanten af Krejbjerg indrettede han i sit otium en rhododendronhave lige så fornuftig og smuk, som han ønskede sig samfundet indrettet. Haven viste sig en mere overkommelig opgave - i hvert fald indtil hovedpulsåreoperationen i 1994 og blodproppen i hjertet d. 17 december. Han blev 73.

I fyrre år hersede og regerede han med en samtid, der ikke erkendte hvor dybe problemer vores kultur er inde i. Vores politik, økonomi, retssystem og videnskab volder mennesker kolossalt fortræd, men vi ser det ikke. Vores styreform er 5% demokrati og 95% fogedvælde. Frihed, lighed og broderskab var engang skønne idealer - i dag er der kun millimeterlighed tilbage. Vores statsreligion bygger på Paulus' undertrykkelsesideologi, mens Jesus' oprørske kærlighedsbudskab er fejet bekvemt af vejen.

Poul Bjerre havde bud til både samfundets støtter og dets mest progressive omstyrtere. Han bebrejdede marxisterne, at de ikke tog Marx' humanisme alvorligt. Han ville lære kvindebevægelsen en feminin logik, der var den maskuline overlegen. Han var kollektivernes og bofællesskabernes store teoretiker. Der var flere andele i ham end i hele andelsbevægelsen tilsammen. Miljøbevægelsen eksemplificerede hans kritik af industrikulturen. Og da der blev skiftet videnskabelige paradigmer sidst i 1980'erne, havde han længe vist vejen, hvad industrikulturens livsfjendske paradigme angår.

Poul Bjerre var altid lidt foran, lidt for sig selv, ikke en del af bevægelserne. Dertil var hans intellektuelle krav for store og hans stil for særegen. Som kompromisløs ener gjorde han aldrig akademisk karriere. Seks bøger, en håndfuld kompendier, aviskronikker, højskoleforedrag og manuduktioner i cerutrøg til langt ud på natten for gæsterne hjemme på gården - det var hans medium.

Bjerre blev født i Nibe i 1924 i et hjem, der var et kulturelt samlingspunkt på egnen. Moderen havde konstant travlt med at forberede møder og sammenkomster, og faderen, der var lærer, var hårdt presset af sine mange hverv. Bjerre fortæller, at han var til overs.

"For mig var barndommen ikke nogen rar periode. Menneskers socialitet grundlægges i barndommen, og den fik jeg beskadiget ret meget. Jeg havde en umulig længsel efter det gode fællesskab, som jeg aldrig selv ville kunne indgå fuldt og helt i, men som jeg gerne ville medvirke til, at andre kunne nå i stigende grad. Min filosofi har sine dybeste rødder i barndommens socialpatologi kombineret med det lyse (grundtvigske) menneskesyn, der prægede mit hjem. Resultatet blev en utopisk-humanistisk filosofi med frihed og kærlighed som centralværdier." ("Ud af industrikulturen", 1994, s. 64-68)

Efter krigen blev han udlært som murer. Han giftede sig med seminariets kønneste pige Tove Nielsen i 1948 (som han lige akkurat ikke nåede at fejre guldbryllup med). Han bestod bygmestereksamen og begyndte at arbejde som arkitekt.

Her fik han filosofiske vanskeligheder. For eksempel: En familie forklarede ham, hvordan de ønskede deres smarte nye hus indrettet. Han kunne se at ønskerne var tossede. Huset ville blive et børnefjendsk pralehus. Problemet er generelt for arkitekturen: bygger man for æstetik og moderetninger, eller skal huse indrettes så de understøtter beboerne i at leve et godt liv? PH havde stillet spørgmålet, men ikke givet noget teoretisk sammenhængende svar.

Spørgsmålet førte Bjerre fra huse til byer og videre til samfund. De skal selvfølgelig indrettes efter menneskers behov, dvs. fremme et godt liv i et godt samfund. Det måtte psykologien og samfundsvidenskaberne vide noget om.

Han påbegyndte manges års selvstudier, men fandt intet brugbart. Datidens psykologer studerede rotter i labyrinter, og sociologerne prøvede at drive værdifri videnskab, der udelukkede det vigtigste: de menneskelige værdier, driften efter ægte fællesskab.

I 1955 gik hans skjoldbruskkirtel amok og han røg han på Rigshospitalet med et svært tilfælde af Basedow. Det blev behandlet med radioaktivt jod - det bedste man vidste, men næppe godt for helbredet på langt sigt. Indlæggelsen gav tid til studier, men forvandlede også en ret velhavende familie til en fattig familie. Sådan forsatte det i mange år, mens Bjerre læste og skrev og Tove indvilgede i at være eneforsørger, som lærerinde. Sønnen og datteren var de heldigste blandt vennerne, for "hjemme hos os må vi slå søm i reolerne" - det var ølkasser.

Når husets venner spurgte hvad de mange skrifter i skrivebordsskuffen skulle føre til, svarede Bjerre: "Et professorat i etik på Polyteknisk Læreanstalt" - en så grotesk tanke i 1950'erne, at enhver kunne se det var en vits.

I 1960'erne og 1970'erne fandt Bjerre omsider ligesindede blandt filosofisk orienterede litterater - Bjørn Poulsen, Villy Sørensen, Ulrich Horst Petersen, Knud Sørensen. De var ikke bange for at tænke i værdier, i modsætning til universitetsfilosofferne.

Debuten kom i 1968 med "Menneskets natur. Erkendelsespsykologi" (Gyldendal). Villy Sørensen skrev i forordet, at Bjerres psykologi munder ud i praktiske forslag, til forskel fra fagfilosoffernes upraktiske erkendelsesteori, der ikke munder ud i noget.

Bjerres behovspsykologi førte frem til at, alle bestræbelser i videnskab, politik og samfund bør søge at tilfredsstille menneskers behov. Det gode liv i det gode samfund er dét, der lader menneskets natur komme til udfoldelse og som opfylder dets naturlige behov.

Behov kan imidlertid ikke bestemmes positivt, så vi kan ikke fastslå entydigt, hvordan et behov skal tilfredsstilles. Vi har behov for sund mad, men der findes tusinder af måder dette behov kan tilfredsstilles lødigt på. Hvad vi kan gøre er at søge at udrydde de mindst lødige ernæringsformer først. Ad denne negative vej kan vi nærme os den gode ernæring.

Lægevidenskaben var Bjerres store forbillede. Lægerne kan ikke definere sundhed positivt. Men som ideal kan man styre negativt efter det, dvs. starte med at eliminere dét, der ikke er sundt, bl.a. sygdomme, og på denne måde nærme sig sundheden. Fuldkommen sundhed nås aldrig, men hvert skridt på vejen tæller. Målet er utopisk, dvs. det er kun principielt muligt, ikke praktisk.

I kraft af denne "utopiske humanisme" er lægevidenskaben blevet en af vores kulturs store videnskabelige successer. Lægevidenskaben forstår sig selv som stående i menneskets tjeneste. Vi har behov for sundhed, og formålet med forskningen er at tilfredsstille dette behov stadigt bedre. (Her skal man erindre at hos Bjerre opstod denne tanke i 1950'erne, hvor lægevidenskabens ry endnu var uplettet.)

Vi har ikke bare kropslige behov, men også psykiske og sociale behov. Så hvorfor skulle man ikke kunne forvente samme målrettede indsats af psykologien, sociologien og økonomien?

Vore sociale behov ytrer sig derved, at vi har behov for at have det godt med hinanden, dvs. leve i venskab og kærlighed. De sidste mange hundredtusinder år har mennesket levet i grupper på nogle snese eller nogle hundrede individer, og vores medfødte behov er indrettet på det.

Det moderne massesamfund har imidlertid smadret smågrupperne og modarbejder systematisk tætte, nære relationer. Landsbyerne affolkes, familien er blevet en kernefamilie og er blevet tømt for indhold, i storbyerne råder ligegyldighed og hærværk. Industrikulturen er i høj grad et fjendesamfund, hvis bærende værdier - penge og magt - får os til at behandle vores medborgere som var de kæltringer.

Kritikken af kapitalismen ønskede Bjerre suppleret med en kritik af retssystemet. Ethvert køb og salg og enhver kontrakt hviler på en jura, der må antage, at givet lejlighed ville vi snyde hinanden. Der formuleres derfor stadig flere love, der skal forhindre det. Men lovene tiltager sig så meget opmærksomhed, at vi til sidst tror, at al adfærd, der ikke er forbudt, er acceptabel. Selskabstømninger og gårdslagtninger er symptomer på, at juristeriet fortrænger samfundsmoralen: Hvis loven tillader det, er man da dum, hvis man ikke udnytter det.

I stedet for at have værdierne i rygraden og loven i vores hjerter, har vi indført et lighedsideal, der skal sikre alle samme vilkår. Men kravet om lighed forvaltes i et centralistisk og formalistisk retssystem, som vi har overtaget fra romerne. De brugte dette system til at holde imperiets mange folkeslag på plads. I stedet for den lokale ret, hvor fællesskabet straffede ved at latterliggøre, misbillige, fryse ud eller i sidste instans bortvise en normbryder, har vi i dag en central myndighed, der straffer afvigelser fra en centralt fastsat lov. Dét, der afviger - om det er fornuftigt eller ej - straffes, og det, der ikke afviger, godtages - om det er umoralsk eller ej. Lighedsidealet er et perfekt styringsredskab i det store fjendesamfund.

I vennesamfundet duer det ikke. Krav om strikt lighed kan slå ethvert venskab itu. Her bidrager man efter evne, og den svageste får også sit. Man kan ikke stille lige store krav til ulige stærke mennesker. Der vil altid knytte sig større forventninger til de stærkeste. I mindre, overskuelige grupper er mennesker fantastisk gode til at holde styr på, hvem der yder for lidt eller får for lidt. De stærkeste forventes at yde mest til fællesskabet. De får tilgæld også mere igen, bl.a. anseelse, indflydelse og kærlighed.

I vennesamfundet fordeles ressourcerne efter konkrete vurderinger, således at målet fremmes bedst muligt - det gode liv i det gode samfund. Men i fjendesamfundet med millioner af mennesker, der ikke kender hinanden, fungerer de personlige vurderinger ikke. Her findes der i stedet faste regler, der bestemmer ressourcefordelingen, om den så er hensigtsmæssig i hvert konkret tilfælde eller ej. Lovgiverne tænker selvfølgelig også på det gode samfund, når de formulerer lovene. Men det er ikke primært lovens ånd, der håndhæves - tit udelukkende dens bogstav. Skæve hjørner skæres til efter princippet om lighed for loven.

I stedet for at styre efter formelle regler skal vi styre efter mål, siger Bjerre. Måltænkning er væsensforskellig fra regeltænkning (formalisme). Måltænkningen er bandlyst i den angelsaksisk prægede universitetsfilosofi, der er gennemgribende formalistisk. Formalister (eller uvenligt udtrykt: dogmatikere, regelryttere) mener, at regler er vigtige. At overholde dem har værdi i sig selv.

Omvendt er det ifølge måltænkningen kun dé ting, der fører os nærmere mod målet, der har værdi. Kan regler være en midlertidig hjælp hertil, så udmærket. Men når de bliver uhensigtsmæssige, må de laves om.

Hos Bjerre giver kombinationen af måltænkning og behovspsykologi det resultat, at menneskets mål og mening kommer fra dets medfødte behov. Vores værdier bør være de ting, der giver menneskets natur de bedste udfoldelsesmuligheder. Hvad det er, er i høj grad et spørgsmål om inspireret forskning.

Tænk på pædagogikken. For hundrede år siden var det måske et holdningsspørgsmål, om man valgte at prygle lydighed ind i sit barn eller gå mere langmodigt til værks. Ingen der forsker i pædagogik tror mere på prygl. Ernæringsmæssigt har forskningen også gjort fremskridt - f.eks. hvad angår vitaminernes rolle. Vælger vi værdier, der går imod vores natur på disse punkter, fører det til lidelse - f.eks. psykiske problemer eller fejlernæring.

Vore behov er rettet mod optimal funktion, kropsligt, følelsesmæssigt, mentalt, socialt. Vi må finde de måder at indrette vore liv på, der volder mindst fortræd. En eksperimentel socialpsykologi og samfundsforskning kan lave forsøg med nye organisationsformer. Ad den vej kan vi forsøge at udrydde de mest patologiske måder at indrette tilværelsen på og krabbe os frem, utvivlsomt via mange omveje og blindgyder, til et stadig bedre samfund.

Planen om andelslandsbyen Krejbjerg, som Poul Bjerre var primus motor i, var tænkt som et eksperiment, der skulle skabe bedre organisationsformer i en gruppe af den gode størrelse - nogle hundrede mennesker, der alle kendte hinanden. Beboerne skulle i fælleskab eje jord og bygninger og arbejde i en vis grad af fællesskab.

Her kunne der også praktiseres et ægte demokrati, i modsætning til storsamfundets skindemokrati. Danmark tror sig demokratisk, men tæller man efter, er kun nogle få procent af vore ledere valgt nedefra: MF'ere, lokalpolitikere og foreningsledere. I resten af samfundet - hele erhvervslivet og den offentlige sektor - styres man af fogeder, der er valgt ovenfra og i sidste instans er loyale opad.

I vores pseudodemokrati stemmer man på kandidater, man ikke kender personligt. Vores fintmærkende, medfødte evne til at vurdere folk vi omgås er ubrugelig ved stemmeurnevalget i storsamfundet. Vi falder for tv-manipulation, slogans og løsrevne enkeltsagsstandpunkter.

Det gode samfund vælger sine ledere personligt, og valgsystemet må indrettes i mange niveauer, hvor hvert niveau personligt kender den repræsentant, man sender videre. Krejbjerg kunne blive den første af mange landsbyer og lokalkvarterer, der blev til andelssamfund og kernen i et sandt demokrati.

Men utidig presseopmærksomhed førte til lokal uenighed i Krejbjerg, og planerne blev skrinlagt.

I Poul Bjerres modne år, i 1970'erne og 1980'erne, var han en hyppig foredragsholder i bofællesskaber, forsamlingshuse og læreanstalter. Han var ankermand i det årlige Skiveseminar, der blev et åndeligt fristed for mange alternativt tænkende i 1980'erne. Selv mødte jeg ham på Forskningshøjskolen i Haderslev i 1976 til en uges oprørsfilosofisk tæppebombning. Når man er 20 år og i "syntesealderen", som han kaldte det, er Poul Bjerre en intellektuel tornado, der brager gennem hjernen og rykker rundt på alt. At se en forskel på god og dårlig filosofi, videnskab, psykologi, samfundsorganisering - en gave, en genfødsel, ved højlys dag.

Hans bøger omfatter ud over erkendelsesteorien fra 1968 en videnskabsteori fra 1972 ("Videnskabens natur") og en samfundsteori fra 1988 ("Opbrud: Utopisk humanisme"). Disse tre er systematiske fremstillinger af stof, som han behandler mere ligefremt i "Landsbypolitik - samfundspolitik" (1974), "Andelssamfundet" (1979) og "Ud af industrikulturen" (1994).

Tidsånden er gået i Poul Bjerres retning. Etik er på den offentlige dagsorden. En humanistisk indstilling i psykologi og samfundsforskning er ikke kættersk mere. Den danske universitetsfilosofi har kørt sig selv ud på et sidespor. Værdifrihed og objektivitet i videnskaberne tror ingen længere på for alvor. Ethvert godt universitetsspeciale i humanvidenskaberne indeholder overvejelser om forfatterens værdier og subjektivitet i forskningsprocessen. Værdiledelse, etisk regnskab og lærende organisationer i erhvervslivet er store fremskridt i retning af et mere humant arbejdsliv. Efter Tamil-sagen er jura og etik ikke helt så uforenelige størrelser, og i kølvandet på retsfilosoffen Peter Høilunds "Den forbudte retsfølelse" fra 1992 skimtes et begyndede opgør med Alf Ross' juridiske formalisme.

Poul Bjerre var i den sidste tid forståeligt optaget af sit eftermæle. Vil eftertiden kende min indsats? Vil jeg have flyttet noget? - Tiden er fulgt med ham på mange punkter. Men opgøret med skindemokratiet, lighedsbegrebet, regeltænkningen, fogedlæren i kristendommen og et dusin andre af vores kæreste dogmer, som han blotlagde og skitserede alternativer til, lader endnu vente på sig.