Hjem Op

Den centrifugale videnskab

Ib Ravn

Hvordan natur- og samfundsvidenskaberne kunne bidrage til nutidskulturens sammenhæng – men ikke gør det

Synopsis til bog antaget til Fremads serie "Videnskaben til debat" (2003)

"Things fall apart, the centre cannot hold."
William Butler Yeats, 1922

Natur- og samfundsvidenskaberne forsømmer i disse årtier at udnytte deres potentiale for at bidrage konstruktivt til et bedre liv i et bedre samfund. I deres klassiske jagt på sandheden i detaljen vanrøgter de samtidens behov for overblik og sammenhæng. Videnskaberne om natur og samfund kunne levere et slagkraftigt og sammenhængende bud på hvorledes univers, energi, natur, liv, bevidsthed og samfund er skruet sammen, men de har i alt for ringe grad taget dette ansvar på sig.

Problemet ligger bl.a. i det forhold, at videnskabernes projekt, fra 1600-tallet og fremefter, har været frigørende og oprørsk. Det handlede om tænkningens frihed i kamp mod politisk og kirkelig dogmatik, retten til uhildet empirisk undersøgelse og kontrol over naturens luner (således lyder i hvert fald videnskabens selvforståelse). Projektet var fint i trit med sin samtid i 17- og 1800-tallet, hvor liberalister, humanister og demokrater også kæmpede for løsrivelse fra traditionelle autoriteter.

Men i 1900-tallet løb dette oprørske projekt ind i vanskeligheder, specielt efter anden verdenskrig. Det industrialiserede samfund er blevet stadig mere pluralistisk og autoritetsløst, med frihed grænsende til værdirelativisme, og det har på mange måder svært ved at hænge sammen. Sådan et samfund har ikke samme brug for en frigørende videnskab, der rykker grænser og drager værdier i tvivl og slynger alt længere ud i centrifugen. F.eks. hører man i dag ikke meget til lægevidenskabens klassiske frigørende mål om at udrydde menneskehedens sygdomme. Nu handler biomedicinen mere om at manipulere gener, molekyler og organer for den tekniske præstations egen skyld, mens de humanistiske idealer blafrer i vinden.

Videnskabernes mangelfulde sans for sammenhæng og integrativ viden har i de seneste år fået et synligt udtryk. En stadig mindre del af de uddannelsessøgende vælger fag som fysik, kemi og økonomi, og flere vælger de humanistiske fag. De unge søger det spændende og personligt meningsfyldte, de efterspørger værdier og fortolkningsmuligheder, og de håber at finde det i humaniora, psykologi og antropologi.

Når man i disse år taler om naturvidenskabens krise blandt de uddannelsessøgende, er det derfor ikke så meget på grund af dens genstande – energi, molekyler, gener, jordkloden osv. – som den måde, de behandles på: reduktionistisk, kontrolsøgende, løsrevet fra enhver større sammenhæng (økologi og kosmologi er bemærkelsesværdige undtagelser). Heri er naturvidenskaberne på linje med samfundsvidenskaber som økonomi, retsvidenskab og sociologi, hvor normer om kvantificering, objektivitet og værdifrihed også hæmmer indsigt i større sammenhænge, om end disse sammenhænge her er af eksistentiel, moralsk og social art. Naturvidenskaberne og samfundsvidenskaberne er således forenet i deres overdrevne brug af de "løsrivende" eller centrifugale metoder, hvilket betyder at de færreste af dem i dag kan tilfredsstille behovet for indsigt i relationer, mønstre, helhed, sammenhæng, mening og etik.

Natur- og samfundsvidenskaberne har brug for at sadle om. Det løsrivende projekt skal suppleres med et integrerende og helhedssøgende. Vor erkendelse skal ikke længere sættes fri, for det er den så rigeligt; den skal sættes ind i en større sammenhæng og give mening. Som jeg vil vise i denne bog ulmer det i natur- og samfundsvidenskabernes randområder med tilgange, der hæfter sig ved relationer og det kvalitative, tolker organismer som former og komplekse systemer, finder spontan orden og selvorganisering i naturen, inddrager emotion, intuition og moral i menneskesynet og ser samfundet som en mulighed for menneskelig opblomstring og fællesskab i balance med naturens kredsløb.

Sådanne integrative tilgange er vigtige, hvis der skal skabes teoretisk og moralsk sammenhæng i vores videnskabelige forståelse af virkelighed, natur, liv og samfund. Vi har brug for en vision, der ser videnskaberne som bidragydere til et bedre liv i et bedre samfund.

Her er et eksempel på, hvordan videnskabernes forsøg på at frigøre mennesket er løbet af sporet i moderne tid. Medicinalgiganten GlaxoSmithKline gennemfører i disse år et massivt internationalt forskningsprojekt om rygerlunger, herhjemme i samarbejde med Lungemedicinsk Klinik på Hvidovre Hospital. 3000 mennesker dør i Danmark årligt af sydommen, der gradvist nedsætter lungernes kapacitet, og den er ofte dødelig. 90% af alle tilfælde skyldes rygning, men kun 15-20% af alle rygere udvikler sygdommen.

Forskningsprojektet skal afsløre, om der findes bestemte gener, der disponerer rygere for at få sygdommen. GlaxoSmithKlines formål er formentlig at kunne fremstille en medicin eller et indgreb, der forhindrer rygere i at udvikle sygdommen. Det er logik for biomedicinere: videnskabeligt kan vi trænge helt ned i generne og søge molekylære årsager eller dispositioner for alskens sygdomme. Naturen kan kontrolleres i detaljen og livets problemer kan overvindes teknisk, så vi kan blive fri for denne sygdom.

Opfatter man i stedet livet som en helhed af biologi, bevidsthed og samfund, ser rygerlunger anderledes ud. Da 90% af alle tilfælde af rygerlunger skyldes rygning, kan disse tilfælde undgås hvis folk holder op med at ryge. Var det så ikke oplagt at sætte ind dér?

Hvorfor ryger Jeppe? Vi har en samfundsøkonomi, der tillader en så sundhedsskadelig virksomhed som tobaksindustrien, vi har en reklamebranche der stimulerer kunstige behov, og vi har usikre unge, der søger accept og selvværd gennem rygestart.

Den biomedicinske vej er via kontrollen over de ydre ting, men måske handler rygerlunger snarere om personlig udvikling og samfundsmæssige reformer. Det er en vej, videnskaben praktisk taget er blind for. Kun meget beskedne forskningsmidler går til sygdomsforebyggelse; personlig udvikling giver lægevidenskaben ikke meget for; socialpsykologer der forsker i accept og selvværd arbejder ikke i sundhedssektoren; og den amoralske økonomiske videnskab kan ikke skelne mellem økonomisk aktivitet, der nedbryder folks helbred, og aktivitet, der bygger det op.

I tilfældet rygerlunger spiller videnskaberne en alt for tarvelig rolle. De gør praktisk taget intet for at etablere en fornuftig sammenhæng mellem samfundsøkonomi, psykologi og sundhed. Lægevidenskaben griber enøjet problemet teknologisk an, som om det kunne løses med snævert tekniske midler. At behandle rygerlunger med genterapi eller medicin fremfor at gå til ondets rod – rygningen – er at bruge det frisættende og kontrollerende aspekt af videnskaben og forskertse muligheden for en tværvidenskabelig tilgang der samler rygerlungernes biologiske, psykologiske og samfundsøkonomiske årsager. [Her følger måske et par cases mere.]

Lad os se nærmere på en stor håndfuld natur- og samfundsvidenskaber. De er selvfølgelig uhyre forskellige og har udviklet sig i meget forskellige sociale og intellektuelle miljøer over de sidste 200-400 år. Alligevel er det muligt at identificere fællestræk, når vi bevæger os på et overordnet niveau.

Det første fællestræk er at hver enkelt videnskab har en historie, hvor løsrivelse fra traditionelle autoriteter og uafhængig kontrol over verdens fænomener er vigtige elementer. Det andet er at hver videnskab i det 20. århundrede har fortsat kampen for både løsrivelse, hvilket har bidraget til social og åndelige fragmentering, og kontrol, hvilket har medført overdreven naturmanipulation – uagtet at de traditionelle autoriteter, der var videnskabernes fjende, forlængst er brudt sammen. Jeg vil tale om videnskabernes centrifugale effekt, deres tendens til at slynge ting så hurtigt rundt, at de falder fra hinanden.

Det tredje fællestræk er, at der i hver videnskab er nybrud på vej, der beskæftiger sig med sammenhæng, relationer og helhed. Der er skoler og forskningsprogrammer i fysik og biologi, jura og økonomi, der med forskellig styrke og tilslutning viser vejen til en mere helhedsorienteret og moralsk ansvarlig videnskabelig erkendelse af natur, liv og samfund.

Jeg vil i det følgende præsentere en otte natur- og samfundsvidenskaber, en ad gangen, og de tre nævnte træk ved hver videnskab (s. fig. 1):

1. dens oprindelige løfte om løsrivelse fra religiøse dogmer, empirisk vundet klarhed, analyse og detailviden, rationel overvejelse, kontrol og forudsigelighed,
2. dens centrifugalisering i 1900-tallet, hvor den gennem værdiblindhed har bidraget til social fragmentering og opløsning, og sidst
3. et eksempel på et alternativt forskningsprogram fra hver videnskab, der styrker sammenhæng og helhedsforståelse.

Det siger sig selv, at jeg må forenkle historien om hver enkelt videnskab betydeligt og på ingen måde hævder at have ramt alle de mest væsentlige aspekter af hver.

1. Fysikken fra Galilei og Newton og fremad er en fantastisk historie om den matematiske fornufts erobring af den materielle omverden, fra de største himmellegemer til de mindste partikler. Den materielle natur blev gjort gennemskuelig, forudsigelig, rationelt forståelig – om end det var et mekanisk, dødt univers styret af deterministiske love, der blev tegnet.
2. Fysikken blev enestående succesrig, både som erkendelse og grundlag for teknologi. Den blev en god tjener for industrialisme, kapitalisme og imperialisme i 18- og 1900-tallet, hvor frigørelse blev til betvingelse af både den ydre natur og menneskets natur. At denne naturbetvingelse er gået over gevind i løbet af det 20. århundrede har mange bebrejdet fysikken, men det skyldes nok lige så meget andre kræfter i samfundet. I dag præges store dele af fysikken dels af en jagt ud i den eksotiske detalje, men også på et overordnet niveau, og specielt i højenergifysikken, af en syntetiserende bestræbelse på at forene naturkræfter og finde fælles principper overalt.
   Fysikken har dog haft en stor indirekte centrifugal effekt: Forskere i de andre videnskaber, fra biologi og medicin til psykologi og økonomi, har i dens metoder set vejen frem og har skåret deres materie til, så den passede til reduktion, kvantificering, determinisme, objektivitet, værdifrihed. I et halvt til et helt århundrede kørte de øvrige natur- og samfundsvidenskaber ud ad positivismens tangent, alt i mens samfundet udviklede sig med rasende hast, bort fra alt der ligner den firkantede, simple virkelighed, som positivistiske forskere helst beskæftiger sig med. I dag får samfundet meget lidt hjælp fra samfundsvidenskaberne hvad angår centrale problemer omkring værdier og mening, kulturel sammenhængskraft, religiøsitet, konflikt og krig, globalisering og international ulighed. Fysikken har fungeret som et umuligt og delvist irrelevant ideal for samfundsvidenskaberne, hvilket har hæmmet deres udvikling afgørende.
3. I modsætning til den klassiske fysiks interesse for tidløse, deterministiske systemer er en skole ved navn kompleksitetsforskning i de sidste 20 år begyndt at se på selvorganiserende systemer i fysik og biologi. Universet fra big bang og fremefter er mønstereksemplet på et fysisk system, der spontant opbygger orden, ligesom galakser, solsystemer, geokemiske kredsløb og meteorologiske systemer er det. Læren fra disse forskere, hvoraf mange er tilknytte the Santa Fe Institute i USA, er at orden snarere end at være en undtagelse i universet er reglen: overalt hvor der røres rundt i energi og materie opstår orden og kompleksitet. "Gratis orden," taler man om. Livet er opstået i naturlig (netop: naturlig) forlængelse heraf, og levende organismer er da også præget af orden og mønstre, der afslører stor lighed med det "døde" fysiske univers. Der dannes således et helt andet billede af universet, jorden og livet som en evolutionær, sammenhængende bevægelse, der danner stadigt mere velordnede helheder i stof, liv og måske også bevidsthed.

1. Kemien rev sig løs fra spekulativ naturfilosofi og alkymi da man med Lavoisier og Dalton i spidsen opdagede grundstofferne og senere kunne ordne dem i det periodiske system. At kende elementerne og deres reaktioner med hinanden var en løsrivelse fra ineffektiv magi og ren uvidenhed og en fantastisk mulighed for kontrol: masseproduktion af kendte stoffer og syntetisering af nye, plastic for eksempel.
2. Kemiens status i dag er, at den praktisk har solgt sin sjæl til industrien. 100.000 kemiske forbindelser er syntetiseret og sendt på markedet, uden at miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser er undersøgt for mere end nogle få af dem. Teoretisk holder kemien i formidlingsmæssige sammenhænge fast i partikel-ontologien med de kunstfærdige opstillinger af røde, blå og hvide kugler, samtidig med at kvantekemiens bølgemekaniske beskrivelse viser, at der er langt mere subtile ting på spil. Vand er meget mere end H₂O. Men kemien er i dag et ualmindelig ateoretisk og afilosofisk fag, og den tilbyder meget få refleksioner over stoffets eller de biokemiske materialers dybere natur og sammenhænge. Kemiens effekt på samfundet er centrifugal: der er giftige stoffer i tusindvis, men af dybere forståelse er der meget lidt.
3. Et eksempel på et stykke anderledes kemisk forskning er Jacques Benvenistes kontroversielle undersøgelser af homøopatiske opløsninger i vand og biokemisk signalering. Han mener at have fastslået at de simpleste molekyler bærer information i form af elektromagnetiske bølgemønstre, og ved udstråling kan denne information overføres til andre. Den velkendte nøgle-og-lås-metafor for biokemisk signalering er snarere et spørgsmål om resonans, hvor information overføres i bølgeform. Stoffets og livets natur er måske informationsbærende vibration, resonans, harmonier – snarere end materielle byggeklodser, der synes fundamentalt forskellige fra intelligens og bevidsthed.

1. Kvantefysikken handler om stoffets mest fundamentale egenskaber og de mindste ting. Fra starten var den et afgørende brud med den klassiske fysik og dens opfattelser af at virkeligheden består af materielle partikler i mekanisk interaktion. Først Niels Bohr og så Louis de Broglie og Erwin Schrödinger forsøgte sig med en lovende bølgeopfattelse af elementarpartiklerne, der fremstillede dem som ikkelokale, dvs. ikke rumligt velafgrænsede, men nærmest af uendelig udstrækning. Den tidlige kvantefysik varslede en revolution i vores forståelse af virkeligheden.
2. Werner Heisenberg opfandt imidlertid en regnemetode, der ikke var bølgebaseret, og han og Bohr nedkæmpede bølgeontologien med Bohrs komplementaritetsprincip: Snart er elektronen en partikel, snart er den en bølge. Denne såkaldte københavnerfortolkning udviklede sig til et regulært billedforbud, der tabuiserede enhver filosofisk undersøgelse af kvantevirkeligheden. Mens kvantefysikken var helt kolossalt succesrig som beregningsmetode og står bag afgørende fremskridt i radio, radar, computere osv., sygnede den fra 1940 til 1990 hen rent fortolkningsmæssigt – man lærte at regne med kvantefysikken, men ingen forstod den, selv fagets største, fx Richard Feynman, der åbent indrømmede det. Intellektuelt bidrog købehavnerfortolkningen primært til mystificering og forvirring om virkelighedens beskaffenhed.
3. David Bohm har lanceret en fortolkning af kvantemekanikken, der betoner kvantevirkelighedens subtile og holistiske karakter. Partikler tænkes her guidet af et informationsfelt han kalder kvantepotentialet. Det er ikkelokalt, dvs. det rummer information om fjerne steder og sætter så at sige den ene ende af universet i øjeblikkelig forbindelse med den anden. Den informationsstruktur eller orden, der således kendetegner kvantepotentialet, kalder han indfoldet, idet information om hver enkelt del er "indfoldet" i eller distribueret ud over helheden, på samme måde som al information fra et orkester bæres via lydbølger ud i hver enkelt lille hjørne (del) i en koncertsal. Bohms omfattende, men stadig kontroversielle filosofi om indfoldet orden i fysik og bevidsthed er et eksempel på en teori, der fremstiller virkeligheden som et forståeligt og velordnet hele – om end på ganske andre præmisser end den traditionelle fysiks kartesiske orden.

1. Første Mosebogs version af dyrenes og menneskets oprindelse var den doktrin, som evolutionstænkerne i 17- og 1800-tallet søgte løsrivelse fra. Darwin mente at arterne udvikler sig gennem en naturlig udvælgelse af gradvist nedarvede forandringer i et arvemateriale. Mendel fandt arvematerialet i kromosomerne, og Watson og Crick kortlagde kromosomets (DNAs) struktur, dobbeltspiralen. Genernes betydning for menneskets og livets oprindelse og natur blev blotlagt. En flot historie om løsrivelse fra bibelsk autoritet gennem forskning.
2. Med opdagelsen af DNA-molekylets struktur og centrale rolle i forplantning og proteindannelse blev studiet heraf – molekylærbiologien – den hotteste biologiske disciplin. Livets kerne blev presset ned i det lange DNA-molekyle, og vi fik gén-tænkningen, den forestilling at generne er et program der styrer alle egenskaber og adfærd i de levende organismer, som f.eks. hos Richard Dawkins' selviske gen og i sociobiologien. Vi fik det humane genomprojekt, der nu har identificeret de tre milliarder bogstaver i menneskets arvemasse – uden dog at vide hvad ret mange af dem betyder. Den moderne génfikserede biologi har ingen plads til hele organismer, kooperativitet eller menneskers moral, og dens anvendte del, génteknologien, præges af jagten på det teknisk mest sofistikerede, med bioetiske hensyn som en lidt besværlig fodlænke.
3. Et lille gruppe engelske biologer har forsøgt at skabe en teoretisk biologi, der tager udgangspunkt i hele organismen og dens udvikling, og ikke blot i en lille del af den, DNA'et. Brian Goodwin mener f.eks. at organismer opretholder deres orden i kraft af helhedsprægede, morfogenetiske felter, der kan beskrives matematisk men hvis materielle basis er uafklaret. Felterne er de primære ordensgivere, mens generne fungerer som sekundære selektorer af bestemte udviklingsveje. Generne har samme effektive rolle som i den gen-fikserede biologi, men de indlejres nu i en større forståelsesramme, der lægger vægten på felt, global orden og helhedssøgning. Som Mae-Wan Ho udtrykker det: "To be alive is to be possessed of the irrepressible tendency to be whole." Goodwin arbejder herudfra med en biologi, der søger at indfange de kvalitative aspekter af organismens sammenhænge, herunder sundhed og menneskets oplevelsesverden.

1. Lægekunsten har altid været et forsøg på frigørelse fra sygdom. En væsentlig episode i lægevidenskabens etablering var Flexners organisering af de amerikanske medical schools omkring århundredeskiftet. Kvaksalvere og overtro skulle ud, en materielt og kemisk baseret forståelse skulle ind, og psyken røg ud med badevandet.
2. Med de kontrollerede kliniske undersøgelser som metode fra 1960'erne gjorde den positivistiske indflydelse sig gældende. Biomedicinens og bioteknologiens stigende dominans underbyggede stof-fikseringen: billedet præges i dag af fysiske og kemiske test, farmaka og kirurgi, teknologi og avancerede operationer og genterapi, behandling i stedet for forebyggelse. Lægestanden er blevet autoritær, og de syge er passive patienter, der som skatteborgere kræver at blive helbredt uden lange ventelister. Ansvaret for egen helbredelse kan ligge på et meget lille sted, og forståelsen for psykens, viljens og troen rolle i helbredelsen er meget lille. På trods af lægevidenskabens store tekniske formåen og dens bidrag til livsforlængelse og effektiv behandling af akut sygdom er det svært at se den som en samlende eller sammenhængsskabende kraft i samfundet i dag. Den synes ikke at bidrage i forhold til dens status eller potentiale.
3. Som et eksempel på en medicinsk disciplin, der rækker ud over den materialistiske orientering, kan nævnes psykoneuroimmunologi (PNI). Her forsøger forskere at forstå sammenhængene mellem bevidstheden, nervesystemet og immunsystemet, herunder hvordan oplevelser og forventninger finder udtryk i hjernens kemi og hvordan de hormonale forbindelsesveje er herfra og til immunsystemet. PNI omfatter også studier af placeboeffekten, hvor selve forventningen om en somatisk effekt af et lægemiddel kan virke helbredende. PNI er blot én af en længere række tiltag, der endnu befinder sig i medicinens randområder, men som lover godt for en fremtidig samlet forståelse af kroppens og psykens rolle i sundhed og sygdom.

1. Med sociologien er vi for alvor ude af de videnskaber, der kan siges at have et fælles paradigme, hvorfor det her er langt vanskeligere at generalisere. Sociologien udspringer sidst i 1800-tallet af Comte, Marx, Durkheim og Weber. De ønskede at studiet af relationen mellem individ og samfund skulle blive en rigtig, empirisk videnskab. Comte talte således først om en social fysik, men dannede så ordet sociologi. Med Comte og Marx var mange tidlige sociologer glødende optaget af at bruge deres videnskabelige indsigter til samfundsmæssige forbedringer.
2. I det 20. århundrede holdt de positivistiske målemetoder deres indtog i sociologien med massive spørgeskemaundersøgelser og statistisk bearbejdning af aggregerede data. Sociologerne ønskede sig en rigtig videnskab, så objektivitet og værdifrihed blev sat i højsædet. Måske som følge heraf er det svært at se, at sociologien har haft nogen effekt på samfundsudviklingen overhovedet. F.eks. har årtiers levevilkårsforskning fra Socialforskningsinstituttet allerhøjest spillet en legitimerende rolle for Socialdemokratiets velfærdsprogram, og man behøver ikke være Bertel Haarder for at mene at den danske sociologi døjede under 20 års marxistiske excesser. Det er ikke sådan, at sociologien har virket direkte centrifugal på samfundet, men fra en videnskab der har samfundet som genstand skulle man vel kunne forvente sig et stort aktivt bidrag i kampen mod den udbredte anomie (menings- og rodløshed), som allerede Durkheim konstaterede og som er eskaleret voldsomt i de seneste årtier. Men nej, sociologer er tilbageholdende folk, der ikke er vant til at spille en førende rolle i samfundsudviklingen.
3. Der har været mange tilløb til en involveret, værdifyldt sociologi, der som pædagogikken, psykologien og lægevidenskaben (når den er bedst) tør bekende sig til humanistisk forskning, dvs. søger at finde ud af hvordan menneskets behov bedst tilfredsstilles, f.eks. hvordan et samfund kan indrettes, så flest muligt lever i frihed og fællesskab. I det nyåbnede Learning Lab Denmark under Danmarks Pædagogiske Universitet skal aktionsforskning, organisationsdisciplinerne fra handelshøjskolerne og andre videnskabelige tilgange tages i brug for at undersøge, hvorledes læring optimeres og lærende organisationer indrettes bedst muligt. Her ligger kimen til en praktisk anvendelig sociologi, der ikke affinder sig med at stå videnskabeligt observerende og magtesløs ved siden af udviklingen, men tør eksperimentere med nye organisationsformer og tage en konstruktiv rolle i samfundets forandringer.

1. Adam Smith var moralfilosof, og han ønskede at forstå, hvordan et land med et frit marked (hvilket var et særsyn på hans tid) kan blive rigt ved at producere og fordele ressourcerne effektivt. Marx greb sagen anderledes an, men havde som bekendt tilsvarende frigørende ambitioner for økonomien som videnskab: den skulle vise hvorledes proletariatet til sidst kaster kapitalismens lænker af sig.
2. I 1800-tallet ønsker førende økonomer at deres fag skal tage ved lære af den fremstormende fysik. Det centrale nyttebegreb introduceres på inspiration af termodynamikkens energilove, og økonomien defineres om "the mechanics of utility and self-interest". Fra midt i 1900-tallet matematiseres økonomien fuldstændigt. Den rationelle aktør, der kun handler for at maksimere egne interesser, knæsættes i den nu ganske dominerende, såkaldt neoklassiske økonomi. Denne "positive" økonomi (modsat tidligere tiders normative) har ingen moral og kan ikke bruges politisk, påstår den, samtidig med at den er baseret på værdiladede antagelser, f.eks. et egoistisk menneskesyn og en tyrkertro på økonomisk vækst. I sin despekt for andre værdier end materiel grådighed er økonomien nok en af de mest centrifugale af videnskaberne.
3. En række økonomer har forsøgt at skabe en økonomisk videnskab med andre præmisser end egennytte og vækst, f.eks. Daly med fokus på bæredygtighed og respekt for naturens endelige ressourcer, og den social-økonomiske skole, der inddrager brede samfundshensyn i den økonomiske videnskabs grundlag. Grundlæggende må en økonomi der stiller sig på menneskets og samfundets parti (i stedet for markedets) hæfte sig ved forskellen mellem hvad mennesker efterspørger og hvad de har behov for. Det er en uhyre vanskelig og potentielt moraliserende distinktion, som den økonomiske videnskab af samme grund har forladt totalt til fordel for nyttebegrebet (der så til gengæld er aldeles subjektivt og udefinérbart). Distinktionen mellem ønsker og behov er ikke desto mindre central i en række andre videnskaber om mennesket, f.eks. lægevidenskaben (skal man give sømænd med skørbug bedre amuletter, som de ønskede i 1600-tallet, eller frugt med c-vitaminer, som de har behov for?), pædagogikken (skal man give børn slik når de ønsker det, eller sund mad som de har behov for?) og psykologien (hvor mange psykologer vil støtte deres klienters eventuelle ønske om umådelig rigdom, hævn over naboen eller optagelse i nazipartiet – og ikke se det som en fordrejning af mere basale og sundere behov for respekt og anerkendelse?). Hvorfor skal økonomien, der handler om menneskers brug af ressourcer i et samfund, ikke bygge på elementære indsigter i menneskets natur vundet i de andre humanvidenskaber – f.eks. ang. vores "behov" for cigaretter? Det skal den selvfølgelig, hvis den skal spille en anstændig rolle i et moderne, sammenhængende samfund.

1. Retslæren var i mange århundreder den normative bestræbelse på at træne jurister i at udøve deres erhverv – hvilket man kan se som frigørende i forhold til tidligere tiders mere retsløse tilstand med den stærkere "ret", eller som bevarende retsgiverens (f.eks. kongens, parlamentets) magt. A.S. Ørsted var i 1800-tallet en prominent fortaler for den klassiske naturret, dvs. den opfattelse at retten skal være i overensstemmelse med menneskets natur og virke for harmoni og fred i samfundet.
2. Med Alf Ross indføres en positivistisk inspireret retsvidenskab, hvor moralske overvejelser regnes for metafysiske og retfærdighedsbegrebet ubrugeligt. Retsvidenskabens rolle er at kortlægge og forudsige hvilke retsafgørelser domstolene vil foretage ud fra de givne love. Om lovene så er forfattet i et demokrati eller et nazistyre er ikke retsvidenskabens anliggende. Ross' "realistiske retsteori" bliver enerådende i Danmark fra 1950 og først i de seneste årti er dens indflydelse ved at svækkes. – Den centrifugale effekt af retspositivismen betydelige værdiblindhed har været begrænset af, at praktiserende jurister og dommere i vid udstrækning har ignoreret hvad de har lært på universitetet og i praksis anvendt deres private retsfølelse som alle andre. Men et stort potentiale for danske juristers mere aktive, moralske handling i politik, administration og økonomi er gået tabt, fordi retspositivismen har givet videnskabelig legitimering til kreative advokaters jagt på huller i loven og beroliget statsadministrationens jurister i deres roller som lakajer for magten – jf. tamilsagen, selskabstømninger, gårdslagtninger osv.
3. To alternative, sammenhængsskabende strømninger i juraen er værd at hæfte sig ved, en teoretisk og en praktisk. Teoretisk genoptog Peter Høilund naturretten i sin bog Den forbudte retsfølelse fra 1992, hvor han gjorde op med den danske retspositivisme. Blandt fremtrædende professorer træder den strenge retsfader Ross mere og mere i baggrunden og en mere pluralistisk opfattelse af retten vinder frem, der også giver bedre plads til etiske overvejelser. Praktisk vinder mediation eller konfliktmægling indpas i amerikansk, engelsk og norsk retsvæsen, og Danmark er langsomt på vej med en forsøgsordning 1998-2002 i tre politikredse. I såkaldte konfliktråd deltager offer og gerningsmand frivilligt i et møde, ledet af en neutral mediator. De fortæller om deres oplevelse af det skete og laver selv en aftale om, hvad der skal ske fremover – en butiksrude erstattes, en skriftlig undskyldning, e.l. Mediation er en humanistisk konfliktløsningsmetode, der adskiller sig fra det upersonlige retssystems formalistiske dommerkendelser og advokatrepræsentation. Parterne er personligt involveret og opnår derved at få dækket væsentlige behov for vredesudtryk, angstbearbejdelse, forståelse, tilgivelse, evt. forsoning og integration af normbruddet i deres videre liv. Understøttet af en moralsk ansvarlig retsfilosofi kan konfliktmægling udvikle sig til at blive et væsentligt, sammenhængsskabende bidrag i dagens samfund, hvor konflikter mellem subkulturer ellers nok kan ventes at tage til.

Som det fremgår har natur- og samfundsvidenskaberne mange muligheder for at skabe sammenhæng. Hvert af de præsenterede alternativer nyder forskellig grad af anseelse; nogle er velkonsoliderede forskningsprogrammer med tusinder af forskere, andre dyrkes blot af nogle få, og de vil næppe alle sætte blivende spor. Men tilsammen repræsenterer de en række tendenser i videnskaberne, som utvivlsomt er kommet for at blive, og som alle bidrager til den efterlyste sammenhængskraft. De er:

1. Relationer snarere end elementer
   Videnskabernes klassiske atomisme og reduktionisme er ikke længere absolut. Det er i dag i stigende grad relationer mellem ting, snarere end tingene selv, der påkalder sig interesse – bl.a. i fysikkens kompleksitetsforskning, i biologien hinsides den reduktive gentænkning og i psykoneuroimmunologiens betoning af kroppens og bevidsthedens enhed.
2. Det kvalitative, ikke blot det kvantitative
   Det traditionelle krav om kvantificérbarhed suppleres af en ny videnskabelig interesse for det kvalitative. Kompleksitet kan ikke endeligt kvantificeres, sundhed er i et psykosomatisk perspektiv en kvalitativ tilstand, og i en grøn økonomisk videnskab handler det ikke længere om at maksimere produktion og forbrug, men at optimere dem, og dét er kvalitativt spørgsmål.
3. Subtil orden i stedet for mekanicisme
   Et verdensbillede baseret på maskinel forudsigelighed og terningkastets tilfældighed viger nu for mere subtile forståelser af virkelighedens orden. Felter og komplekse bølgemønstre har været god latin i fysikken i 150 år og kan spille en større rolle i biokemi og biologi, som vi så hos hhv. Goodwin og Benveniste. Kvantevirkeligheden præges måske af en ikkelokal, særligt helhedspræget indfoldet orden. Den menneskelige organisme er en forfinet orden der involverer krop og bevidsthed ligeligt. Et menneskeligt fællesskab kan baseres på en indre orden, hvor folk bærer lovene i deres hjerter, fremfor at ydre regler og sanktioner opretholder en mekanistisk samfundsorden, som Høilunds retsfilosofi viser.
4. Selvorganisering, ikke en færdigskabt virkelighed
   Den kristne forestilling om, at verden er skabt én gang for alle, har videnskaberne søgt at vikle sig ud af de sidste 150 år, først i biologien med evolutionslæren og i de sidste 20 år i fysikken og kemien med studiet af selvorganiserende systemer. Forestillingen om, at der bag enhver udvikling står en styrende, Gudlignende instans, er dog stadig attraktiv, således også i géntænkningen, hvor genomet antages at styre individets udvikling. Men både i kompleksitetsforskningen og den morfogenetiske biologi udtrykker stof, energi og liv spontant tendenser til orden og sammenhæng, herunder i helingsprocessen, der som ordet antyder resulterer i både hele og raske organismer. I samfundet ser vi ansatser til selvorganisering i opgøret med den formalistiske retstænkning. Mediation er en måde at give konflikter tilbage til ejermanden på, som Nils Christie har udtrykt det – det er en styrkelse af det civile samfund, der organiserer sig selv, uden brug af ydre retsregler og statsmagt.
5. Ansvarlighed i stedet for værdifrihed
   Den tydeligste tendens i de tre samfundsvidenskaber ligger i forskerens involvering i og ansvar for de mennesker og det samfund, der forskes i. På inspiration fra fysikken har "videnskabelighed" altid betydet at det subjektive skulle elimineres, og værdier og etik røg ud med badevandet. Denne selvamputering er samfundsvidenskaberne ved at forvinde, og både den eksperimenterende sociologi, den miljøansvarlige økonomi og den retfærdighedsengagerede jura og konfliktløsning søger at finde et nyt videnskabeligt ståsted, hvor den umulige ambition om objektivitet og værdifrihed afløses af rimelighed, ansvarlighed og interesse for menneskers dybe behov og samfundets opblomstring.

Mens videnskaberne i deres 200-400-årige historie har skabt en umådelig mængde empirisk baseret, objektiv detailviden, har de i forskellig grad forsømt at undersøge de store linjer, herunder samspillet mellem hver videnskabs genstandsområde og menneskets eksistentielle og moralske liv. At søge sand viden for dens egen skyld, og ikke for at behage kirke, fyrste og andre magthavere, var revolutionerende og frigørende i tidligere århundreder. I dag medvirker en sådan bestræbelse ofte blot til den velkendte sociale fragmentering, hvor alle sektorer og interessegrupper fremmer egne mål og ikke menneskets som sådan. Erhvervslivet handler om økonomisk vækst, politik om magt, sport om at vinde, kunst er for kunstens egen skyld, massemedierne vil have seertal og videnskaberne søger objektiv viden – og til helvede med helheden og menneskers behov for et bedre liv et bedre samfund.

I de fleste videnskabelige discipliner er det et velkendt problem, at der af meriteringsgrunde forskes og publiceres i så specialiserede emner, at det kan være svært for selv fagfæller at indse denne forsknings relevans og mening i en større sammenhæng. Det påtales dog praktisk taget aldrig – ens eget brød kunne jo stå for tur en dag – og udadtil taler man blot den fælles sag om "flere penge til forskningen".

Men hvad forskningen, og især natur- og samfundsvidenskaberne, i dag har brug for er ikke mere af det samme, dvs. kvantitativ vækst, men noget ganske andet, dvs. kvalitativ udvikling. For 200 år siden var der langt i mellem videnskabsfolk, og de kunne med god ret tage fat lige hvor det passede dem, for der var jomfrueligt land at opdyrke overalt. Det er der ikke i dag, hvor forskere bruger en betydelig del af deres tid og dyrebare intuition på at finde uopdyrkede nicher, hvor de kan gøre karriere uden al for megen konkurrence. Der hviler derfor et andet ansvar på forskningen i dag: Der skal ikke bare skabes viden om hvad som helst, for vores pluralistiske samfund er fyldt med "hvad som helst". Der skal skabes viden om sammenhænge, mønster, helhed. Syntetiserende og integrativ viden skal fremmes, og særlig viden af den art, der placerer mennesket centralt i samfundet og naturen, i overensstemmelse med de fine humanistiske idealer, som mange videnskabsfolk har kæmpet for i tidens løb – men som altså i dag kræver et noget anderledes udtryk.

Bestræbelser som disse på ville sandsynligvis være kærkomne blandt de unge uddannelsessøgende i dag. De er i den alder hvor de kognitivt er sporet ind på overblik, syntese og en forståelse af deres egen rolle i den store helhed. De vil utvivlsomt tiltrækkes af videnskaber, der ud over den traditionelle specialviden også bidrager med overblik, social sammenhængskraft og hjerte.

(Følger)