Hjem Op

Flux

Ib Ravn

6. Det gode liv

I dette kapitel er vi nået så vidt, at vi kan samle de introducerede begreber i en model. Flux og form, hårde former og bløde - hvad siger disse ord om det gode liv? Lad mig kort resummere de ideer, der er forudsætningen for denne model.

Universet præges af energi, eller flux, der ledes ind i stabile strukturer af former. Gennem universets og livets evolution forfines disse former, og mere og mere komplekse systemer opstår, fra stof via selvorganiserende systemer, planter og dyr til mennesker. Hver ny fase af denne evolution bringer nye egenskaber frem. På menneskets niveau hedder de interessante former symboler, kultur og værdier. Menneskets tilværelse kan forstås som aktivitet der kanaliseres af mange forskellige former - bevægelsesmønstre, handleformer, vaner, roller, tanker, ideer, sprog, ideologier osv.

Livet er således indrettet, at når vores aktivitet ikke kanaliseres godt nok, oplever vi smerte. Smerte er et signal om at der er former i livet vi kan indrette bedre, dvs. vi kan forfine formerne og udvikle os. Når vi oplever smerte fristes vi til at placere årsagen i upersonlige kræfter ("det onde") eller i andre mennesker ("de onde"). Derved opnår vi at undgå den besværlige proces, det er at ændre på vores eget livs former, dvs. lære nyt og udvikle os.

Skal vi udvikle os mod det gode liv er det ikke nok blot at undgå smerte. Vi skal søge udvikling mod det gode liv. Men hvad er det gode liv? Hvad er gode former? Vi skelnede i forrige kapitel mellem hårde og bløde former, faste og løse. Vi fandt at denne distinktion kunne anvendes bredt i tilværelsen. Vi fandt også at der var noget godt ved løse og bløde former, og der kunne også være noget dårligt ved dem. Ligeledes kunne hårde og faste former under visse omstændigheder være gode, og under andre dårlige.

Hvad skal man stille op med det? Hvordan ser gode former så ud? Er de snart hårde, snart bløde? Og hvornår skifter det? Eller er de lidt hårde og lidt bløde? Altså en mellemting?

Lad os tage et skridt tilbage og spørge: Hvordan håndterer man overhovedet sådanne modsætninger, så man får en pejling af hvad der er godt?

I vores kultur behandler vi som regel modsætninger på en af to måder: Den første måde er at stille dem hårdt op over for hinanden og sige enten-eller. Du må vælge: Enten bliver du jagerpilot eller dykker. Enten studerer du i Århus eller København. Enten er påstanden sand eller falsk. At sige enten-eller og polarisere og tænke i sort og hvidt ligger som filosofisk arvegods i vores kultur.

Det er i sagens natur ikke særligt praktisk, og i hverdagen håndterer vi da også modsætninger ganske anderledes: Vi siger mere-eller-mindre. Sort og hvidt opfattes da som yderpunkter på en skala, hvorimellem der findes allehånde gråtoner, dvs. nuancer eller mellempositioner. Jeg kan blive lidt pilot (A-certifikat, til flyvning i godt vejr) og lidt dykker (snorkel i ferier). Jeg kan bo i Kalundborg og pendle til Århus og København. En påstand som "Solen skinner" kan være mere eller mindre sand, afhængigt af hvor meget sollys der trænger gennem disen.

Mere-eller-mindre-logikken ligger også bag kompromiset. Lidt af hvert, så bliver alles interesserer tilgodeset lidt. Jeg giver mig lidt, du giver dig lidt, og så finder vi en acceptabel mellemvej. Balancen og den gyldne middelvej udtrykker samme ide: undgå ekstremerne, bliv på midten, kompromisets og gennemsnittets farbare vej.

Det er tilsyneladende oplagt at bruge mere-eller-mindre-logikken som redskab for den rette håndtering af hårde og bløde former. Er problemet ikke tit, at det er ekstremerne der vinder, og folk ikke finder et roligt punkt i midten; dét rolige punkt hvor formerne hverken er for flydende og usikre, men heller ikke så faste og stive at de er helt frosset til? En form, der er lidt blød og lidt hård, er det ikke den ideelle form? - Den mellembløde værdi, den gennemsnitlige livsmening, kompromiset mellem den totale grammatikmestring og den ekstreme sproglige eksperimenteren, mellemvejen mellem livet der er optændt af mening og det der ingen mening har? Nej, det giver næppe den bedste håndtering af modsætningerne.

Der findes andre opfattelser af forholdet mellem modsætninger. Dialektikken fra Hegel og Marx opererer med en tese, en påstand eller tanke eller måde at leve på, der ved sin hævdelse i verden fremprovokerer modstand, en antitese, alt det som tesen udelukker. De to modsætninger strides og går op i en højere enhed, syntesen, der forener det bedste af dem begge - og selv bliver til en tese, der avler en ny antitese, og så fremdeles. - Slet ikke en dårlig måde at håndtere modsætninger på, og meget udviklingsorienteret.

I taoismen er forholdet mellem modsætninger også dynamisk, om end ikke specielt udviklingspræget. Her står sort og hvid ikke over hinanden, som holdene i amerikansk fodbold ved kick-off. De er tværtimod slynget ind i hinanden, som i yin-yang-tegnet, hvor sort og hvid næsten omkranser hinanden og rummer hinanden som kim, en sort prik i det hvide felt og omvendt. Te, dyden og livets rette førelse, opstår når modsætninger holdes i dynamisk balance og udnytter hinanden, som to Aikido-kæmpere, der undgår hinandens slag og bruger modstanderens kraft som deres egen. - Som dialektikken er også dette en glimrende måde at håndtere modsætninger på.

Jeg skal i dette kapitel anvende en tredje model, der lader modsætninger gå op i en højere enhed. Jeg kalder det en både-og-model, men den er kendt mange steder fra, under andre navne. Den ser simpel ud, men rummer mange detaljer, der tilsammen gør den velegnet hvis man vil reflektere over det gode liv.

Som navnet antyder kan man bruge den til at sige både-og med. At sige både-og er ikke noget som vores filosofiske træning i kontradiktionslogikken, endsige vores snusfornuft, lader os gøre sådan lige uden videre. Det er jo dybt ulogisk at sige både-og! En påstand kan ikke være falsk og sand på samme tid. Man kan ikke både være i New York og New Delhi på samme tid. Man kan ikke både blæse og have mel i munden. Man kan ikke få både i pose og sæk.

Det er ikke helt løgn: En planke kan ikke både være 2 og 4 meter lang på samme tid. Vi kan ikke umiddelbart dele to sække ris, så vi begge får to sække hver. Så lad os med det samme indskrænke modellen til ikke at gælde for materielle ressourcer og objektive forhold. Den gælder kun i vores oplevelsesverden. Vi kan opleve at ting går fint i spænd sammen, selv om de tilsyneladende er modsætninger, men vi kan ikke sige både-og når det gælder fysiske eller materielle forhold. Dér må vi tit nøjes med et kompromis: Vi tager én sæk ris hver (med mindre vi er så gode til at håndtere ris i vores forestillingsverden, at vi finder på at udplante den ene sæk, så vi næste år får rigeligt med ris til os begge).

Når vi nu anvender modellen på hårde og bløde former, virker det netop rimeligt at den kun gælder for de ting, der forekommer i vores oplevelse af verden - for det var jo netop det gyldighedsområde, vi fastsatte for distinktionen mellem faste og løse former overhovedet.

Lad os nu konstruere modellen.

Modellen forudsætter at man har to modsætninger, der begge kan opfattes som gode eller ligefrem ideale. Hvad modellen udretter er dels at fremstille disse to modsætninger som realisérbare på samme tid, dels at præcisere de mindre gode alternativer til den ideale tilstand.

Vore to ideale modsætninger er de to egenskaber ved former: "Hårde" og "bløde." For nu at signalere at vi går over til en model, der betragter begge disse egenskaber som gode og efterstræbelsesværdige, giver vi dem nye navne: de hårde kalder vi stabile og de bløde kalder vi fleksible. Disse to nye ord har den fordel de begge er positivt ladede ord: Det lyder umiddelbart godt med en "stabil" form, og sådan lyder det også med en "fleksibel" form.

Anvendte vi nu mere-eller-mindre-logikken, ville "fleksibel" og "stabil" ligge som poler i hver ende af en skala, med nuancer imellem:

Vi vælger i stedet at hugge skalaen over på midten og lave to nye, der hver har et nulpunkt:

Vi har altså én skala der måler fleksibilitet, og en skala der måler stabilitet. Forstås fleksibilitet og stabilitet på denne måde er det ikke vanskeligt at forestille sig at disse to egenskaber kan karakterisere former uafhængigt af hinanden. Former kan være stabile uden at være fleksible og de kan være fleksible uden at være stabile.

Vi sætter derfor de to skalaer over for hinanden, i et koordinatsystem, som vist i Figur 1, hvor hver halvdel af hver skala desuden betegnes med "Høj" og "Lav."

Fleksibilitet ­

Høj

Lav

Lav

Høj

Stabilitet ®

Figur 1. To modsætninger mødes i et koordinatsystem

På denne måde får vi et rum, hvor vi kan afbilde forskellige kombinationer af disse egenskaber ved former. Vi holder os for øje, at formålet med denne model er at skabe en måde, hvorpå vi kan forestille os gode former. Modellen siger at gode former er både fleksible og stabile; sådanne former finder vi altså modellens område øverst til højre, høj-høj.

Ved hjælp af den grove sondring mellem 'høj' og 'lav' stabilitet hhv. fleksibilitet danner vi fire områder: lav-lav, lav-høj, høj-lav og høj-høj. Det er fire ekstreme tilfælde, som vi kan tegne skarpe billeder af, men som ikke forekommer rent i virkeligheden, hvor ingen skarpe grænser findes. Lad os se på hver enkelt tilfælde.

Lav-lav. Det første område er nederst til venstre, hvor tilværelsens former kun er lidt stabile og lidt fleksible. Vi kalder det Område 1 (stavet med stort "O," fordi der henvises til en af modellens fire Områder). Dette Område er begyndelsernes domæne, dér hvor der ikke rigtigt har dannet sig former endnu.

Tag f.eks. et antal mennesker der flyder hen imod hinanden i et hjørne af auditoriet efter et foredrag fordi de synes det var rasende interessant og gerne vil gøre noget mere. Hvad er deres former, hvad skal de lave, hvem skal organisere det, skal de mødes igen osv.? Alt dette er endnu ikke klart. De sociale former der styrer denne endnu-ikke-gruppe er knapt nok dannet og kan hverken siges at være ret fleksible eller ret stabile.

Høj-lav. Område 2 er nederst til højre, hvor former er meget stabile, men ikke ret fleksible. Former der er stabile men ikke fleksible bør ikke kaldes stabile, men rigide eller statiske. Det er stærke former der ikke har noget blødt over sig; faste og lukkede former uden åbninger af nogen art. Bureaukrati er en organisationsform, der ofte opfattes som rigid og statisk, ligesom vi i dette Område finder alle de eksempler på stive former, vi gennemgik i forrige kapitel: den dogmatiske personlighed, den fastlåste ideologi osv.

Men i dette kapitel kan vi give diskussionen en yderligere drejning: Dette Område reserverer vi til former, der er hårde og faste på en dårlig måde, idet det dårlige ved dem er, at de ikke også er bløde og løse på samme tid. Eller udtrykt med vores nye betegnelser: formerne er stabile uden at være fleksible, dvs. de er rigide og statiske. Her finder vi de former i ens oplevelsesverden, der simpelthen er for stive, dvs. hæmmer livsudfoldelsen.

Herved får vi indført den skelnen mellem gode og dårlige former, som vi ikke havde i forrige kapitel, hvor vi ikke sådan kunne afgøre hvornår en fast form var dårlig og hvornår den var god. Nu siger vi: en fast form er dårlig, hvis den er ufleksibel, dvs. ikke lader sig bøje eller ændre (og tilsvarende, som vi skal se ovenfor i Område 4: en fast form er god, hvis den samtidig er fleksibel, lader sig ændre).

Område 2 med de stive, ufleksible former udgør sammen med det næste Område, nr. 3 i øverste venstre hjørne, de to "dårlige" alternativer til det gode liv.

Lav-høj. Område 3 er de fleksible, men ustabile formers domæne. Her er tilværelsens former så bøjelige og foranderlige, at de opleves som forvirrende og kaotiske. Former der er fleksible uden samtidig at have en vis stabilitet og tyngde over sig, flagrer for vinden og giver ikke noget holdepunkt. Hvad glæde har man af former der let lader sig ændre, hvis de ikke er til at holde fast i eller bygge noget på?

Her er de former, vi oplever som alt for løse og bløde: arbejdsrutiner der aldrig kommer ordentligt i brug før de ændres, ideer der ikke når at bundfælde sig før de kasseres, værdier man ikke rigtig tror på og derfor dropper igen, modeluner der skifter flere gange hver sæson, "samfundsudviklingen" der lader mere traditionelt indstillede borgere i stikken osv.

Sådanne former er dårlige, fordi man oplever at de ikke giver tilstrækkelig støtte til vores tanker og handlinger: Vi kommer ikke ordentligt i gang med nogen aktivitet, før de former der skulle kanalisere vores energi på en bestemt måde, laves om eller forsvinder, så vi står der med vores energi og har intet at kanalisere den med. Mens de statiske former i Område 2 hæmmer livsudfoldelsen, siger vi at de omskiftelige former i Område 3 ikke understøtter livsudfoldelsen. (I næste kapitel giver vi udførlige eksempler på disse forskellige Områder.)

Høj-høj. Område 4, øverst til højre, er den gode tilstand, dér hvor vi finder livets gode former. Det er former vi oplever som både stabile og fleksible. Formerne giver gode, faste holdepunkter, de giver stabilitet og tryghed i hverdagen, de er solid baggrund for vores liv - men de står samtidig til at ændre, de er fleksible. Byder omstændighederne at de tages op til revision, gør vi det. Alle gode sociale situationer, mellem venner, i gode projektgrupper, dér hvor samarbejdet kører fint og tingene sker, dér er formerne stabile og fleksible på samme tid.

Firemandsgruppen der arrangerer banko hver måned i forsamlingshuset har officielt en formand og en kasserer, men når kassereren er deprimeret i en periode træder en anden til og retter diskret op på hans tidligere småfejl; ringer en journalist fra lokalbladet er det ikke nødvendigvis formanden, der skal udtale sig, men en anden der er bedre skåret for tungebåndet osv. Man har visse rutiner og en ansvarsfordeling og faste former, men fastere er de da heller ikke, og alt afvikles i en fordragelig ånd. Det er den gode arbejdsgruppe, der arbejder således.

Hvor livsudfoldelsen fremmes og understøttes af tilværelsens former har vi det gode liv. Sådanne former kan vi kalde 'flekstabile', et ord der desværre ikke er særlig kønt, men som effektivt betegner det samtidigt fleksible og stabile.

Da vi nu har identificeret fire Områder, som vi fremover vil bruge som fikspunkter, kan vi skifte koordinatsystemets flade ud med det simplere kassediagram, en matrix, som vist i Figur 2.

Fleksibilitet ­

Høj

Former, der er fleksible,
men meget lidt stabile:

Understøtter ikke livsudfoldelsen

Former, der både er
stabile og fleksible:

Fremmer og understøtter livsudfoldelsen

Lav

Former, der hverken
er stabile eller fleksible:

Hverken fremmer eller
understøtter livsudfoldelsen

Former, der er stabile,
men meget lidt fleksible:

Hæmmer livsudfoldelsen

Lav

Høj

Stabilitet ®

Figur 2. Både-og-modellen

Jeg bruger et firkantet diagram som dette med nogen tøven, fordi firkantede figurer har det med at spærre for dynamisk tænkning. Læseren bedes erindre at vi her taler om fire ekstreme tilfælde som vi blot for klarheds skyld isolerer i fire kasser. Virkeligheden flyder hen over alle diagrammets rene linjer og afgrænsninger.

Ved at anvende to skalaer (stabilitet og fleksibilitet) i stedet for en, som i forrige kapitel (fra stive til løse former), og holde dem op mod hinanden får vi skabt en flade eller et rum, som vi kan bruge til at analysere og fortolke former med. Vort hovedformål er som nævnt at få skelnet mellem gode og dårlige former, hvilket vi gør på følgende måde: Kun de former der er både stabile og fleksible er gode; resten er dårlige på hver deres måde (enten statiske, dvs. ikke fleksible, eller kaotiske, dvs. ikke stabile), eller også er de stadig kun spirende og endnu hverken stabile eller fleksible (Område 1).

Det billede af det gode liv, som vi i de følgende to kapitler skal tegne ved hjælp af modellens Område 4, kan vi kalde idealtilstanden. Det er den tilstand eller måde at arrangere tilværelsen og leve livet på, som ifølge denne model er den efterstræbelsesværdige. Med "ideal" mener jeg ikke noget perfekt og derfor uforanderligt, blot den retning vi skal bevæge os i: Jo mere i retning af Område 4 vi kan få ændret og udviklet vores liv og samfund, jo bedre, vel vidende at der aldrig er nogen afslutning på en sådan udvikling mod det bedre, aldrig noget tidspunkt hvor vi kan sige, "Så, nu har vi det ideelle, nu skal der ikke laves noget om." Således er ideal-'tilstanden' en stadig forandring mod noget bedre, en bevægelse i retning opad til højre i modellen.

Hermed har vi også angivet forskellen mellem den tilstand, hvor vi siger 'både og' til stabilitet og fleksibilitet, og så kompromiset, dvs. den tilstand hvor vi nøjes med halvdelen af hver. Kompromiset mangler sit eget felt i figuren, men kan tænkes placeret i skæringspunktet mellem de fire områder, lige midt i figuren, for her er der lige langt til de to ekstreme tilstande, stabilitet og fleksibilitet.

I kompromiset siger vi: Vi gør vores former sådan mellemstabile og mellemfleksible. Ikke for hårde og ikke for bløde. Læg dig nu ikke fast på noget, prøv ikke at lave alt for vildt om, gå på dydens pæne sti, søg den gyldne middelvej, find balancen.

Jo og ja, kan vi med både-óg-modellen sige til disse udsagn. De er ikke helt forkerte, eller rettere, det er de kun hvis man ser dem inden for en begrænset model, f.eks. skalaen mellem modsætninger, dvs. en model der ikke tillader modsætningerne at komme i fuld blomstring, men vil holde livet på det jævne, på det jævne. Med både-óg-modellen, derimod, ser vi at balance rettelig ikke betyder at man skal holde igen med stabilitet og fleksibilitet, men give sig fuldt ud, finde faste former der giver virkelige holdepunkter i livet, ikke bare halve og halvhjertede løsninger, samtidig med at man holder sig åben og er villig til at eksperimentere og skifte former ud på en studs. Med andre ord, man skal leve fuldt ud fleksibelt, og ikke bare halvfleksibelt, og man skal leve fuldt ud stabilt, og ikke bare halvstabilt, som kompromiset midt i modellen lægger op til.

Afsætter vi kompromiset eller mellemløsningen i modellens midterpunkt får vi samtidig en skala spændt ud mellem de to ekstremer, den rigide og den kaotiske tilstand. At kompromiset ligger midt på denne skala viser at det i sandhed en halv løsning og på ingen måde så eftertragtelsesværdig som den ideale tilstand, der kræver maksimal stabilitet og fleksibilitet, og ikke bare halvt af hver.

Område 2 og 3 kan vi med et lån fra fysikken kalde for "degenererede" tilstande, i den forstand at de begge er blege afspejlinger af idealtilstanden. De statiske formers Område 2 har den stabilitet, der også findes i det gode liv, men ikke det gode livs fleksibilitet, og de fleksible formers Område 3 har det gode livs fleksibilitet, men ikke dets stabilitet. Derfor er Område 2 og 3 det dårlige liv, hvor vi har de dårlige former, dem vi forsøger at undgå, ændre, udskifte etc.

Hvad skellet mellem gode og dårlige former angår er Område 1 i en vis forstand fritaget herfor. Med et lån fra statistikken kan vi kalde det for nul-tilfældet, dvs. det tilfælde hvor der ikke kan skelnes nogen forskelle. Det liv som dette Områdes former kanaliserer, er så nyt og formerne endnu så ufærdige, at vi næppe kan sige om de er gode eller dårlige. Men vi kan selvfølgelig være opmærksom på deres udviklingstendens: hvor ser de ud til at bevæge sig hen: mod Område 2, 3 eller 4?

For eksempel, hvis ens teenagedatter tager til hovedstaden og er et ret ubeskrevet blad hvad det religiøse liv angår, så vil man naturligt følge hendes første skridt ud i de højere værdiers domæne. Måske skriver hun hjem og fortæller hun er kommet på god fod med en nabo i opgangen, der er medlem af en interessant kirke med et navn der lyder som "Saien Tollo Dji." Eller hun er er begyndt at få sig en øl om formiddagen med nogen søde folk med sorte hunde nede på torvet. Eller hun er begyndt at følge menighedsrådets møder og tænker på at studere religionsvidenskab.

De fleste forældre ville nok vurdere datterens spirende religiøse former (i Område 1) på den måde, at formerne i Scientology-tilfældet ville se rigide ud (retning mod Område 2), i tilfældet med øldrikkerne på torvet ville de se kaotiske ud (retning mod Område 3), mens de i tilfældet med menighedsrådet ville se rimeligt fornuftige ud, dvs. gode (retning mod Område 4).

Fleksibilitet ­

Høj

Degenereret tilfælde
Et dårligt liv (kaotisk)

Ideal-tilfældet
Det gode liv

Lav

Nul-tilfældet
Altings begyndelse

Degenereret tilfælde
Et dårligt liv (rigidt)

Lav

Høj

Stabilitet ®

Figur 3. Det gode og det dårlige liv i både-og-modellen

Med denne model kan vi forestille os en udviklingsvej for menneskelivet. Denne vej starter nederst til venstre, ved altings begyndelse, de spæde formers domæne, og fortsætter ideelt set op til højre, frem mod stadig mere veludviklede former, der både er stabile og fleksible. Vor optimale kurs gennem livet, "dydens smalle vej," går mellem de rigide former og de kaotiske. Den forsøger at uddrage det bedste i begge disse ekstremer, nemlig det stabile og det fleksible.

Med forestillingen om stadigt mere stabile og fleksible former har vi en betydning af "udvikling," "formernes forfinelse" og lignende udtryk, som vi tidligere, lidt forblommet, har brugt til at karakterisere menneskelivets stræben mod det bedre liv. Vi kan nu være mere eksplicitte: de former, som opstår i menneskers verden, repræsenterer udvikling for så vidt som de er flekstabile. Det er langt fra alle tanke- eller handleformer, vi danner individuelt eller socialt, der er gode eller udviklende. Mange hæmmer livsudfoldelsen (nemlig de rigide former) eller yder den utilstrækkelig støtte (de kaotiske). Den gode livsudfoldelse er udvikling; udvikling er godt; gode og udviklende former er både stabile og fleksible.

Lad mig gentage her at det kun er i humansfæren, dvs. menneskets oplevelsesverden, at former kan siges at være stabile og fleksible, gode eller dårlige, og at vi derfor kan tale om udvikling. Evolutionen går forud for os, og de produkter den har frembragt, vil jeg afstå fra at tilskrive værdi efter den foreliggende simple, humanistiske model.

Dette skal selvfølgelig ikke forstås sådan at naturen er værdiløs og at vi derfor kan skalte og valte med den som vi lyster. Men vi kan ikke andet end forstå den ud fra vores oplevelsesverden og vores forestillinger om det gode. Giver vi grise stress i vore stalde eller slipper vi dem ud i mudderpølen, gør vi det ud fra vores forestillinger om grise, prisen på flæsk, husdyretik, landbrugets rolle osv. Også forsøg på at tilskrive naturen rettigheder uafhængigt af mennesker er udslag af forestillinger om det gode dannet af os, i vores hoveder.

Som et eksempel i utide på, hvad det vil sige at udvikling drejer sig om at skabe både stabile og fleksible former, kan vi bruge en musiker. En klarinettist skal kende i tusindvis af former: snesevis af greb på instrumentet, toner og overtoner, noder af uhyre kompleksitet, talrige måder at styre fingre, læber og vejrtrækning på, hundreder af tonesekvenser fra brudstykker af melodier til timelange symfonier osv.

At lære at spille et instrument er en udvikling mod idealtilstanden "den gode musik," et mål man hele tiden kan nærme sig uden at nå. Det er årtiers indøvning af stadigt mere subtile former, f.eks. fra begynderens grove distinktioner mellem et F og et Fis, til mesterens langt mere nuancerede intonation. Vel skal alle disse former ligge fast og kunne kaldes frem i det øjeblik partituret eller dirigenten kræver det, men klarinettisten skal også behandle dem fleksibelt, han skal kunne kombinere vante former og skabe nyt, når situationen kræver det.

Er han også skabende kunstner og skriver musik eller improviserer i et band, er kravene til hans fleksibilitet større end orkestermusikeren, der i en vis udtrækning er bundet af dirigentens fortolkning og orkestrering. Den improviserende klarinettist lader selvfølgelig ikke alle tillærte former flyde; toner skal typisk stadig være rene (og er de ikke, skal der være en god musikalsk grund til det), men de skal kombineres på nye og inciterende måder, blandes med de øvrige musikeres osv.

Den musiker, der mestrer alle formerne men ikke har nogen fleksibilitet eller blødhed over sit spil, anses for at være en mekanisk og umusikalsk tekniker eller formalist, der ikke når ind til musikkens sjæl. Omvendt vil den musik, der opleves som for løs og eftergivende overfor klassiske former, synes kaotisk og forvirret (som mange mener om f.eks. 12-tone-musikken eller nyere dansk musik). Begge disse typer musik opleves da som dårlige, hhv. for stabil (den rigide musiktekniker) og for kaotisk (eksperimenterende musik).

Lad mig understrege, at jeg på ingen måde forestiller mig at alt i musikkens univers kan udtrykkes med den fremlagte models begreber - langt fra. Hvad jeg derimod vil prøve at vise er, at begreberne både kan konkretiseres meningsfyldt og er alment gyldige nok til at kunne bruges til at tale om mange aspekter af tilværelsen, hvor vi har med former at gøre og søger at finde en måde at skelne gode fra dårlige former på.

Eksemplet med ny dansk ("klassisk") musik henleder opmærksomheden på et vigtigt træk ved modellen, som jeg bruger den her: Den fremstiller tingene subjektivt. Hvis jeg siger at denne type musik er kaotisk er det i min oplevelsesverden den er kaotisk. For en Niels Viggo Bentzon, der skriver den slags musik, er den det selvfølgelig ikke. En komponist vil typisk mene om sin musik, at den rummer det rette mål traditionelle former og den rette mængde eksperimenteren med nye (altså flekstabile, gode former). Andre, endnu mere avantgardistiske komponister vil finde den slags musik, hvor folk sidder ved et klaver eller filer på en violin, alt for gammeldags og rigid og vil søge at sprænge rammer, som ingen før har tænkt på at sætte spørgsmålstegn ved - som eksperimenterende kunst jo gør.

Modellen er således ikke et objektivt måle- eller vurderingsredskab, men et par briller man kan tage på, hvis man vil se verden fra en bestemt synsvinkel. Den præsenterer et syn, der fremstiller virkeligheden som dynamisk og organiseret af former, der kan være gode og dårlige på de angivne måder. Som et par briller kan man sætte modellen på næsen, og man kan tale med andre om hvad man ser.

- Mere herom i sidste kapitel, efter at vi har fået et overblik over hvad modellen lader os se.

Kritikken af enten-eller-tænkningen (modsigelseslogikken) skylder jeg Bjerre (1968). Hans alternativ er en gradslogik (en mere-eller-mindre-tænkning), som jeg i det følgende ikke yder retfærdighed. Som det vil fremgå er mit ærinde et andet: nemlig at introducere en tredje form for "logik" - en både-og-model, der benytter sig af gradslogikken men derudover knytter polerne sammen på en måder der er irrelevant for en gradslogik.

Bjerre (f.eks. 1988) demonstrerer mere-eller-mindre-logikkens overlegenhed over den simplere sort-eller-hvid-logik.

Om taoistisk logik, se f.eks. Watts (1976).

Den afgørende inspiration til både-og-modellen stammer fra min lærer fra USA, prof. Jamshid Gharajedaghi (1983). Han anvender en model med to akser og et både-og til illustration af systemers udvikling mod enhed af bl.a integration og differentiering. Se også Blake og Moutons (1964) model, der samtænker en "concern for production" med en "concern for people".

Læsere med kendskab til dynamiske systemer i fysikken vil måske undre sig her, for stabile systemer er nærmest pr. definition fleksible. Deri ligger deres dynamiske stabilitet: at de vender tilbage til deres udgangspunkt efter en forstyrrelse. Stabilitet og fleksibilitet er derfor for fysikeren ikke modsætninger, men komplementære partnere. Men det er netop denne forenelighed mellem to tilsyneladende modsatte begreber jeg gerne vil lokke frem i læserens bevidsthed ved at betegne bløde former som fleksible og hårde som stabile - vel vidende at en sådan mentalhygiejnisk indsats er unødvendig i fysikken, for dér er begreberne stabilitet og fleksibilitet allerede forenede.

Det kan synes hjerteløst ikke at tilskrive evolutionen og dens produkter værdi i sig selv, "bare fordi de kom før os." Men er gråspurve gode? Er tuberkler? Orkaner? Solsystemets planeter? Plutonium? Var big bang en god begivenhed? Er universet godt? Jeg vil ikke benægte at sådanne spørgsmål giver mening, men jeg ved ikke hvilken. Jeg konstaterer blot, at en evolution har fundet sted, og den har frembragt umådeligt komplekse organismer - bl.a. mennesker, hvis lod det er at danne sig værdier, forestillinger om det gode. Nogle af disse forestillinger kan da gerne gå ud på, at gråspurve er gode, men så er det mennesker der siger det, ikke gråspurvene selv der er det, uafhængigt af mennesker.

At naturen opleves som værdifuld fordi vi tilskriver den værdi er en central tanke hos Poul Bjerre (1968), som ser den som en afgørende forudsætning for et humanistisk syn på menneske og virkelighed. Ferry (1994) har fra anden side kritiseret dybdeøkologiens (Devall og Sessions 1985) forkærlighed for at se naturen som værdifuld i sig selv, uafhængigt af dens nytte for mennesker.

Læseren bedes ved afslutningen af dette kapitel bemærke at vi med præsentationen af modellen har taget et langt skridt ind i værdiernes univers. Hvor bogens første par kapitler søgte at holde sig på videnskabelig grund (om universets selvorganisering, organismer, mennesker, symboler osv.), er vi nu langsomt gledet ind i mere værdimæssige baner. Distinktionen mellem form og flux lød videnskabelig nok, den var uskyldigt ontologisk. Distinktionen mellem hårde og bløde former havde ikke helt en videnskabelig klang, men var tilsyneladende heller ikke udpræget normativ, for den indebar jo ingen præferencer for nogen af de to slags former. Med dannelsen af de to skalaer, stabilitet og fleksibilitet, blev diskussionen eksplicit værdiorienteret, og både-óg-modellen satte trumf på: her er et værdimæssigt, etisk og moralsk perspektiv, der påstår at noget er dårligt og andet er godt. - Her henleder jeg blot læserens opmærksomhed på denne udvikling i argumentet. I bogens sidste kapitel vil jeg diskutere nærmere hvad den betyder, herunder svare på den indvending, der måske har formet sig i læserens sind: begår hr. Ravn nu ikke den naturalistiske fejlslutning at udlede en etik fra naturen?